Udbrud af hesteinfluenza i Europa

Der er siden nytår konstateret flere udbrud af hesteinfluenza i Belgien, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Irland og USA.

Hesteinfluenza er en meget smitsom virussygdom med feber, næseflåd, hoste og nedstemthed. Virus spredes ved direkte kontakt men kan også spredes med luften. Bliver en stald konstateret smittet med hesteinfluenza skal den lukkes ned indtil 14 dage efter de sidste symptomer er ophørt. Desuden opfordres til at er der en hest i stalden der udviser kliniske symptomer på luftvejslidelse, bør stalden holdes i karantæne indtil sygdomsomfanget er afklaret.

Man vaccinerer normalt imod hesteinfluenza i den årlige vaccine hestene får. De heste der er vaccineret kan godt få milde symptomer på influenza, men er generelt knapt så hårdt ramt som ikke vaccinerede heste.

For at hindre yderligere smittespredning, samt at stævner aflyses har FEI udsendt en instruks til stævnelederne.

  • -      Hestene SKAL have en klinisk undersøgelse og vaccinationsstatus skal tjekkes ved ankomst til stævnepladsen. Denne foretages INDEN de får lov at komme ind i staldområdet.
  • -      Der skal være plads nok omkring undersøgelsesområdet ved ankomst, samt god tid til at undersøge hver hest.
  • -       Veterinary Delegate er ansvarlig for at undersøgelsen foretages, men kan overlade selve udførelsen af undersøgelsen til Treating Vet eller Veterinary Service Manager.

For at hindre smittespredning i landet er det meget vigtigt at så mange heste i en population som muligt vaccineres. Det er derfor en god ide at tjekke op på hestenes vaccinationsstatus – også dem der ikke starter stævne, da de kan sprede smitten.  

FEI har lavet følgende guide til hesteejere omkring influenza: Equine Influenza: A Horse Owners Guide.

Vaccinationsregler kan findes her på siden under Hestevelfærd og vaccinationer.