Vedtægter for Dansk Køre Forbund

 

pdfKlik her.

 

Vedtægter for Dansk Køre Forbund
Dansk Køre Forbund (DKF), stiftet den 28. november 1973
cvr. nr. 34151857

§ 1
Formål
Dansk Køre Forbunds formål er som landsforening at samle alle danske køreselskaber samt fremme
alle former for aktiv kørsel med hestekøretøjer, hestetrukne redskaber samt tømmerkørsel.

§ 2
Medlemmer
Som medlem af Dansk Køre Forbunds kan optages danske køreselskaber, hvis medlemstal er mindst 25. Såfremt geografiske forhold taler herfor, kan der dog dispenseres herfra.

Ansøgning om optagelse fremsendes bilagt det ansøgende køreselskabs love/vedtægter, fortegnelse
over selskabets bestyrelse, oplysning om køreselskabets adresse og medlemstal.

Køreselskaber, der 2 år i træk har færre end 25 medlemmer, kan ikke forblive som medlem. Såfremt
geografiske forhold taler herfor, kan der dog dispenseres herfra.

Udmeldelse af Dansk køre Forbund skal ske skriftligt med 12 måneders varsel til den 31. oktober.

§ 3
Kontingent
Kontingent til Dansk Køre Forbund fastsættes af hovedbestyrelsen.
Kontingentet fastsættes på grundlag af antallet af medlemmer i det respektive køreselskab.

Kontingent skal være indbetalt til Dansk Køre Forbund senest 8 dage efter påkrav, gældende for det
påbegyndte regnskabsår for Dansk Køre Forbund.

Ved restance fortabes selskabets ret til deltagelse i hovedbestyrelsesmøder.


§ 4.
Medlemsforpligtelser
Ethvert medlem af Dansk Køre Forbund er forpligtet at anføre i sine love/vedtægter, at køreselskabet er medlem at Dansk Køre Forbund, associeret med Dansk Ride Forbund under Danmarks Idrætsforbund samt at køreselskabet og køreselskabets medlemmer som følge heraf er forpligtet til at følge Dansk Køre Forbunds, Dansk Ride Forbunds og Danmarks Idrætsforbundsregler og bestemmelser.

Et medlem af Dansk Køre Forbund kan ikke have medlemmer, der af en domstol er fradømt retten til at eje, bruge, passe eller i det hele taget beskæftige sig med dyr. Eksklusionen af medlemmet skal være i en periode, der er mindst lige så lang som rettighedsfrakendelsen er.

Alle medlemmer er pligtige til at indberette medlemsopgørelser til Danmarks Idrætsforbund inden den af Danmarks Idrætsforbund fastsatte dato. Indberetningen foregår på medlemsportalen, hvor der også gives kontaktoplysninger til formand, kasserer samt bestyrelsesmedlemmer. Kopi af indberetningen sendes til Dansk Køre Forbund sekretær.

Såfremt et medlem undlader at fremsende medlemsopgørelsen, jfr. stk. 4, er Dansk Køre Forbund berettiget til at opkræve det tilskud, der måtte tabes som følge heraf ved det pågældende køreselskab.

Det skal meddeles Dansk Køre Forbund hvis køreselskabet foretager ændringer i sine love/vedtægter. Sådanne ændringer er betinget af, at de ikke strider mod Dansk Køre Forbunds, Dansk Ride Forbunds eller Danmarks Idrætsforbund regler og bestemmelser.

§ 5
Associeringsaftale
Dansk Køre Forbund har en associeringsaftale med Dansk Ride Forbund under Danmarks
Idrætsforbund, hvorfor Dansk Køre Forbund og forbundet medlemmer er forpligtet til at følge nævnte forbunds regler og bestemmelser.

§ 6
Hovedbestyrelsen
Hovedbestyrelsen er Dansk Køre Forbunds højeste myndighed.

Hovedbestyrelsen udgøres af en repræsentant fra hvert af de tilsluttede køreselskabers bestyrelse.


§ 7
Hovedbestyrelsesmøder
Hovedbestyrelsens medlemmer indkaldes med mindst 14 dages varsel ved brev eller pr. e-mail. Indkaldelsen fremsendes til den repræsentant det enkelte køreselskab har meddelt Dansk Køre Forbund samt til køreselskabets formand.

Hovedbestyrelsesmøde afholdes hvert år i 4. kvartal.

Ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde afholdes, hvis formanden beslutter dette eller hvis mindst 4 køreselskaber anmoder herom. En sådan anmodning skal indeholde en udførlig begrundelse. I så fald skal formanden indkalde snarest muligt med det i stk. 1 nævnte varsel. Det ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde skal afholdes indenfor en frist på 6 uger fra begæring herom er fremsat.

§ 8
Dagsorden
Dagsorden for det ordinære hovedbestyrelsesmøde skal omfatte:
1. Valg af dirigent
2. Aflæggelse af beretninger
3. Forelæggelse af det reviderede regnskab
4. Indkomne forslag
5. Fastlæggelse af kontingent
6. Valg af præsident
7. Valg af formand


8.
a. Valg af næstformand
b. Sekretær
c. Kasserer
d. Revisor og revisorsuppleant
9. Valg af medlemmer til forretningsudvalg og suppleant for samme
10. Valg af medlemmer til faste udvalg
11. Eventuelt

Præsidenten vælges for 2 år ad gangen.

Formanden vælges for 2 år og øvrige for 1 år ad gangen.

Forslag, der ønskes behandlet på det ordinære hovedbestyrelsesmøde, skal være sekretæren i hænde
senest den 1. oktober og medsendes som bilag til mødeindkaldelsen.

Eventuelle forslag til personvalg udover de på den udsendte dagsorden anførte, skal være sekretæren i hænde senest 3 uger før hovedbestyrelsesmødet. Sekretæren udarbejder herefter en samlet oversigt, der udsendes til hovedbestyrelsesmedlemmerne senest 1 uge før hovedbestyrelsesmødet.

Udover repræsentanten, jf. § 6 stk. 2, har 1 bisidder fra hvert køreselskab samt formændene for alle
faste udvalg adgang til at deltage i hovedbestyrelsesmøderne. Kun repræsentanten har stemme- og taleret.

§ 9
Forretningsudvalg
Hovedbestyrelsen nedsætter et forretningsudvalg der består af indtil 3 medlemmer, foruden formanden og næstformanden.

Suppleanten kan indbydes til møder i forretningsudvalget i det omfang forretningsudvalget finder det relevant.

Forretningsudvalgsmedlemmer skal være repræsentanter for deres køreselskab i hovedbestyrelse.

Forretningsudvalget forestår forbundets daglige ledelse og fastsætter selv sin forretningsorden.

Udvalget indkaldes af formanden eller på opfordring af de øvrige medlemmer.

Forretningsudvalget er kun beslutningsdygtige såfremt mindste halvdelen af medlemmerne er til stede.

Sekretæren, såvel som kassereren, er til rådighed for forretningsudvalget. Der udarbejdes referat fra
møder i forretningsudvalget.

Forinden en sag af betydning forelægges for hovedbestyrelsen, behandles denne af forretningsudvalget.
Betales kontingentet ikke rettidigt, kan forretningsudvalget, efter der er givet et yderligere påkrav, træffe beslutning om, at ekskludere medlemmet. Træffer forretningsudvalget afgørelse herom, kan
spørgsmålet forelægges hovedbestyrelsen ved næste ordinære hovedbestyrelsesmøde, såfremt det ekskluderede medlem inden 14 dage fremsætter anmodning herom.


§ 10
Andre udvalg
Hvert af de faste udvalg nedsættes med det antal medlemmer som hovedbestyrelsen fastsætter.

Valgperioden for udvalgsmedlemmer er 3 år, med mindst 1 medlem på valg hvert år. Udvalgene konstituerer sig med formand.

Udvalgene fastsætter selv deres forretningsorden samt fører den nødvendige korrespondance vedrørende arbejdet.

Udvalgene refererer til forretningsudvalget v/formanden, som løbende holdes orienteret om udvalgets aktiviteter. Kopi af al korrespondance og mødereferater sendes til forretningsudvalget v/formanden. Mødereferater sendes tillige til webmaster, som sætter mødereferaterne på hjemmesiden. Dansk Køre Forbunds formand og næstformand har ret til at deltage udvalgsmøder samt til at foranledige sådanne afholdt.

Rapport om udvalgets arbejde og forventninger til det kommende år gives på hovedbestyrelsesmødet.

§ 11
Valgbarhed og stemmeret
Hovedbestyrelsen vælger en præsident til varetagelse af repræsentative opgaver. Præsidenten kan vælges udenfor kredsen af repræsentanter, men blandt personer, der er medlem af et selskab tilsluttet Dansk Køre Forbund.

Hovedbestyrelsen kan udpege sin formand udenfor kredsen af repræsentanter, men blandt personer,
der er medlem af et selskab tilsluttet Dansk Køre Forbund.

Formanden har stemmeret i alle anliggender, der optages til behandling af hovedbestyrelsen.

Hvert hovedbestyrelsesmedlem har et antal stemmer svarende til det antal medlemmer, som det pågældende køreselskab har indberettet til Dansk Køre Forbund og har indbetalt kontingent for.

Formanden har et stemmetal, svarende til selskabernes gennemsnitlige stemmetal. P.t. 1/12 af samtlige stemmer.

Hovedbestyrelsen er beslutningsdygtig, når formanden samt mindst halvdelen af hovedbestyrelsens
samlede antal stemmer er repræsenteret.

Hovedbestyrelsens afgørelser træffes ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

Hovedbestyrelsen vælger en kasserer blandt personer, der er medlem af et køreselskab under DKF. Kassererens opgave er at varetage forbundets regnskab, og administrere kuskelicens Kassere deltager i formandsmøder og hovedbestyrelsesmøder Regnskabet forelægges forretningsudvalg og hovedbestyrelse på forlangende.

Hovedbestyrelsen vælger en sekretær blandt personer, der er medlem af et køreselskab under DKF. Sekretæren skriver referat af alle møder, der holdes af forretningsudvalg, formandsmøder og hovedbestyrelse.

§ 12
Tegningsret
Dansk Køre Forbund tegnes af formanden i forening med næstformanden eller et medlem af hovedbestyrelsen og kassereren.

§ 13
Regnskab
Regnskabsåret er fra 1. oktober til 30. september

Det reviderede regnskab udsendes til hovedbestyrelses medlemmer senest samtidig med indkaldelse til det ordinære hovedbestyrelsesmøde, jf. § 7 stk. 2. jf. stk. 1.

§ 14
Ændring af vedtægten m.v.
Ændring af vedtægten eller opløsning af Dansk Køre Forbund kræver, at der på det møde hvor forslaget behandles, at 2/3 – del af Dansk Køre Forbunds stemmer er repræsenteret.

Selv om 2/3 – del af Dansk Køre Forbunds samlede antal stemmer ikke er repræsenteret, skal et forslag dog sættes til afstemning. Såfremt mindst 2/3 - del af de repræsenterede stemmer går ind for forslaget, skal forslaget inden 3 måneder forelægges hovedbestyrelsen ved et ekstraordinært møde, indkaldt med 14 dages varsel jf. § 7 stk.1. Forslaget kan herefter vedtages, såfremt 2/3 - del af de repræsenterede stemmer går ind for forslaget.

Prøvelse af en af forretningsudvalget meddelt eksklusion, jf. § 9 stk. 9 sker efter almindelig stemmeflerhed.

Såfremt der træffes beslutning om forbundets opløsning, træffes der på samme møde ved simpel stemmeflerhed beslutning om afvikling og herunder hvorledes der skal forholdes med Dansk Køre Forbunds aktiver.


Vedtaget, den 14. februar 2016
Carsten Brix, dirigent