Vaccination

Herunder finder du først de regler er gældende for vaccination af heste der skal starte stævne under Dansk Køre Forbund. Til sidst på siden kan du se de gældende regler for heste der skal starte internationale stævner under FEI.


Stævneåret fra 1. januar 2013 og fremefter:
For heste/ponyer, der har påbegyndt deres basisvaccinationsprogram inden 31. december 2012. Hesten/ponyen skal være basisvaccineret mod influenza, hvilket vil sige, at den skal være basisvaccineret med 2 vaccinationer mod influenza med mindst 21 og højst 92 dages mellemrum. Herefter skal hesten/ponyen være revaccineret 1 gang årligt, dvs. senest 365 dage efter foregående vaccination.


For heste/ponyer, der påbegynder deres basisvaccinationsprogram efter 31. december 2012, gælder følgende regler:
Hesten/ponyen skal være basisvaccineret mod influenza, hvilket vil sige, at den skal være basisvaccineret med 2 vaccinationer mod influenza med mindst 21 og højst 92 dages mellemrum. Herefter skal hesten/ponyen have en Booster-vaccination, der skal gives tidligst 5 måneder og senest 6 måneder og 21 dage efter den anden basisvaccination i henhold til vaccinens godkendelse. Hesten skal herefter vaccineres årligt – dvs. senest på årsdagen efter sidste vaccination.
Vaccination skal i ethvert tilfælde være foretaget i henhold til vaccinens godkendelse.
Det er i øvrigt en rigtig god ide at få sin hest vaccineret mod stivkrampe sammen med influenza vaccinationen. Ofte benytter dyrlægen i kombi-vaccine så hesten kun skal stikkes en gang, men er beskyttet mod både influenza og stivkrampe.
Uanset hvilken sygdom der vaccineres imod – skal den foretages i henhold til vaccinens godkendelse. Oplysninger om vaccinens godkendelse fremgår lægemiddelstyrelsens produktgodkendelse. Er du i tvivl, om din hest/pony er korrekt vaccineret, skal du rådføre dig med din dyrlæge.


FEIs regler for heste/ponyer, der skal starte internationale stævner under FEI (FEI Veterinary Regulations):
Nedenstående regler gælder for heste og ponyer, der skal starte internationale stævner under FEI.
Hesten/ponyen skal være basisvaccineret mod influenza, hvilket vil sige, at den skal være basisvaccineret med 2 vaccinationer mod influenza med mindst 21 og højst 92 dages mellemrum. Herefter skal hesten/ponyen have en Booster-vaccination, der skal gives senest 6 måneder og 21 dage efter den anden basisvaccination i henhold til vaccinens godkendelse. Hesten skal herefter vaccineres årligt – dvs. senest på årsdagen efter sidste vaccination.
Når hesten/ponyen starter et FEI-stævne, må seneste revaccination ikke være foretaget mere end 6 måneder og 21 dage inden stævnestart.
Heste/ponyer, som er korrekt basisvaccineret før 2005 efter FEIs daværende regler, og hvor de årlige revaccinationer er regelret fulgt, skal ikke have ny basisvaccination og Booster-vaccination, men kan starte FEI stævner, såfremt årlig revaccination er fulgt. Dog må seneste revaccination ikke være foretaget mere end 6 måneder og 21 dage inden stævnestart.
Heste/ponyer, som er basisvaccineret efter 1. januar 2005, skal være basisvaccineret med 2 vaccinationer mod influenza med mindst 21 og højst 92 dages mellemrum. Herefter skal hesten/ponyen have en Booster-vaccination, der skal gives senest 6 måneder og 21 dage efter den anden basisvaccination i henhold til vaccinens godkendelse.


Dansk Køre Forbund er en organisation under Dansk Ride Forbund og følger derfor deres krav til vaccination af heste, der skal starte stævne.